Rente på lån

Renten er det tal, der fylder mest i markedsføringen af lån, og det tal, der forklarer mindst om, hvad et lån koster. Den måler én ting: betalingen for at råde over en andens penge i en periode. Alt det andet, et lån kan koste, ligger uden for renten og skal findes andre steder i tilbuddet.

Forvirringen opstår, fordi mindst fire forskellige tal i et lånetilbud kan kaldes "rente" eller ligne en rente, og fordi kun ét af dem er egnet til at sammenligne to tilbud. Kreditaftaleloven definerer de fleste af dem præcist, og definitionerne er udgangspunktet for hele denne side.

Rente er betalingen for at råde over et pengebeløb i et tidsrum, opgjort som en procent pr. år. Kreditgiver undværer beløbet, indtil det er betalt tilbage, og bærer i mellemtiden risikoen for, at det ikke bliver det. Renten er vederlaget for begge dele.

Lovens ord er debitorrente. Efter kreditaftalelovens § 4, nr. 10 er det den rentesats, udtrykt i en fast eller variabel procentsats, der anvendes på årsbasis på de udnyttede kreditmuligheder. Lovteksten siger ikke, om renters rente er regnet med. Forbrugerombudsmanden bruger debitorrente om den årlige rente med renters rente, og sådan viser de fleste danske långivere den. Formuleringen "de udnyttede kreditmuligheder" er ikke tilfældig. Den betyder, at renten beregnes af det beløb, der faktisk er trukket, og ikke af den kreditramme, der er stillet til rådighed. På en kassekredit med et træk på 8.000 kr. inden for en ramme på 50.000 kr. betales der rente af de 8.000 kr.

Samme princip gælder på et almindeligt afdragslån. Renten beregnes af restgælden, og restgælden falder for hvert afdrag. Rentebeløbet i kroner falder derfor gennem løbetiden, selv om satsen står stille.

Et lånetilbud indeholder flere tal, der beskriver pris. De måler forskellige ting, og tre af dem har en udtrykkelig definition i kreditaftaleloven. Tabellen nedenfor er udgangspunktet for resten af siden.

Rækkefølgen i tabellen er også prisens rækkefølge. Den pålydende rente er det snævreste tal, ÅOP det bredeste procenttal, og det samlede beløb det eneste, der er opgjort i kroner. Bevæger man sig nedad i tabellen, kommer der noget til for hvert trin, og afstanden mellem trinene er præcis det, en sammenligning skal bygge på.

En rentesats angives pr. år, men renten tilskrives sjældent én gang om året. På de fleste forbrugslån tilskrives den månedligt sammen med ydelsen. Fra anden termin beregnes renten derfor af et grundlag, der allerede indeholder den rente, der blev lagt til i første termin.

Omregningen fra pålydende rente til debitorrente, som tit også kaldes effektiv rente, har en lukket formel. Er den pålydende rente r, og tilskrives renten m gange om året, er debitorrenten:

De fleste forbrugslån er annuitetslån. Ydelsen er den samme hver termin, men sammensætningen ændrer sig: rentedelen falder, afdragsdelen stiger. Ydelsen findes med annuitetsformlen, hvor H er hovedstolen, i er den månedlige rente og n er antallet af terminer.

Fordelingen har en praktisk konsekvens. Et ekstraordinært afdrag rammer restgælden og dermed alle fremtidige renteberegninger, og det gør størst forskel tidligt i forløbet, hvor restgælden er højest. Retten til at indfri før tid og til en reduktion af kreditomkostningerne følger af kreditaftalelovens § 26, stk. 1. For lån, der indgås fra 20. november 2026, skal der ved nedsættelsen tages hensyn til alle de omkostninger, kreditgiver har pålagt dig, også gebyrer betalt ved lånets start. Kompensation kan kun kræves ved indfrielse i en periode med fast debitorrente og er efter § 26, stk. 3 begrænset til 1 procent af det beløb, der betales før tid, eller 0,5 procent ved under et år til ophør. Se guiden om førtidsindfrielse.

De to beregnere nedenfor regner udelukkende i din browser. Ingen af de tal, du taster ind, forlader din enhed. Den første oversætter en rentesats til kroner på et konkret lån. Den anden omregner en pålydende rente til debitorrente ved forskellig tilskrivningsfrekvens.

Renten dækker kreditten. Et lånetilbud kan rumme en række andre poster, og loven behandler dem ikke ens. Nogle indgår i ÅOP, andre holdes udtrykkeligt uden for, og en tredje gruppe rammer kun, hvis aftalen misligholdes.

Efter kreditaftalelovens § 4, nr. 7 omfatter de samlede omkostninger alle omkostninger, herunder renter, provision, afgifter og enhver anden form for honorar, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiver har kendskab til. Omkostninger ved accessoriske tjenesteydelser, navnlig forsikringspræmier, medregnes også, hvis aftalen om tjenesteydelsen er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå den på de annoncerede vilkår.

Det er kravet om at være obligatorisk, der afgør sagen. En låneforsikring, du kan sige nej til uden at miste kreditten eller ændre vilkårene, tæller ikke med i ÅOP. En forsikring, der er en betingelse, gør.

Tre grupper af omkostninger falder uden for beregningen. Notarialgebyrer er undtaget allerede i definitionen i § 4, nr. 7. Efter § 16, stk. 3 ses der desuden bort fra omkostninger ved misligholdelse af aftalens forpligtelser og fra de omkostninger ud over købsprisen, som skal betales ved køb af varer eller tjenesteydelser, uanset om der betales kontant eller på kredit.

Kontogebyrer har en mellemstilling. Efter § 16, stk. 4 skal omkostningerne ved en konto, der registrerer både betalingstransaktioner og træk på kreditten, indgå i de samlede omkostninger, medmindre det ikke er obligatorisk at åbne kontoen, og omkostningerne er klart angivet separat i aftalen.

Morarenten er fastsat i renteloven. Efter § 5, stk. 1 udgør renten efter forfaldsdagen referencesatsen med et tillæg på 8 procent, og som referencesats anses Nationalbankens officielle udlånsrente pr. 1. januar og 1. juli i det pågældende år. Efter § 7 kan bestemmelsen ikke fraviges til skade for en forbruger.

Rykkergebyrer er også lovbestemte. Efter renteloven § 9 b, stk. 2 kan der kræves højst 100 kr. pr. rykkerskrivelse, højst for tre skrivelser vedrørende samme ydelse, og kun for skrivelser sendt med mindst ti dages mellemrum. Et inkassogebyr kan efter stk. 3 udgøre højst 100 kr. Satserne er gennemgået i detaljer i guiden om rykkergebyr og morarente.

En annonceret rente og den rente, en konkret ansøger får, er to forskellige størrelser. Årsagen er en pligt, der ligger før aftalen: efter kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1 skal kreditgiver inden aftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der hvor det er relevant indhentes hos forbrugeren og om nødvendigt ved søgning i relevante databaser. For lån fra 20. november 2026 skal vurderingen være grundig og ske i forbrugerens interesse, og kreditgiver må kun yde kreditten, hvis forbrugeren sandsynligvis kan betale den tilbage (§ 7 c, stk. 1 og 7).

Vurderingen er ikke en engangshandling. Efter § 7 c, stk. 2 (for lån fra 20. november 2026 stk. 12) skal kreditgiver ajourføre de finansielle oplysninger, hvis parterne senere aftaler at ændre det samlede kreditbeløb, og før enhver væsentlig forhøjelse skal kreditværdigheden vurderes på ny. Afslås en ansøgning på grundlag af en databasesøgning, skal du efter stk. 3 (fra 20. november 2026 § 7 h, stk. 5) omgående og uden omkostninger underrettes om resultatet og om, hvilken database der er tale om. Fra 20. november 2026 skal du også have oplyst, hvilke kategorier af oplysninger der indgik, og er vurderingen automatisk, kan du kræve en menneskelig vurdering (§ 7 c, stk. 9).

Ind i vurderingen og dermed i prisen tæller typisk:

• Rådighedsbeløbet. Indkomst set i forhold til faste udgifter og øvrig gæld er det nærmeste, en långiver kommer på et mål for tilbagebetalingsevne.
• Sikkerhed. Pant i en bil eller fast ejendom reducerer tabet ved misligholdelse, og prisen følger med ned. Det er hovedforklaringen på, at billån typisk ligger under lån uden sikkerhed.
• Beløb og løbetid. Faste sagsomkostninger fylder forholdsmæssigt mere på et lille lån, og et længere engagement rummer mere usikkerhed om låntagers fremtidige økonomi.
• Renteform. Hvem der bærer risikoen for fremtidige renteændringer, afspejles i niveauet fra starten.

Hvad der konkret indgår, og hvordan et afslag kan læses, er beskrevet i guiden om kreditvurdering.

Kreditaftalelovens § 4, nr. 11 definerer fast debitorrente som en aftale om én debitorrente for hele løbetiden eller flere debitorrenter for delperioder, hvor der udelukkende anvendes en fast, specifik procentsats. Angiver aftalen ikke alle satser, anses renten kun for fast i de delperioder, hvor satsen udtrykkeligt er aftalt ved indgåelsen.

Ved variabel rente kan satsen ændre sig i løbetiden. Loven stiller to krav, der tilsammen gør ændringerne forudsigelige. Kreditaftalen skal efter § 8, stk. 2, nr. 6 klart og tydeligt angive debitorrenten, betingelserne for dens anvendelse, et eventuelt indeks eller en referencesats samt tidspunkter, betingelser og procedurer for at ændre renten. Og efter § 9, stk. 1 skal kreditgiver underrette dig om enhver ændring på papir eller andet varigt medium, inden ændringen træder i kraft. Fra 20. november 2026 skal beskeden komme i god tid, før den nye rente gælder. Det gælder også lån uden fast slutdato, som du har i forvejen (lov nr. 1322, § 6, stk. 4).

Der er desuden en grænse for, hvad renten overhovedet må knyttes til. Efter § 8, stk. 6 kan det, medmindre kreditgiver er et godkendt pengeinstitut, realkreditinstitut eller kreditinstitut, alene aftales, at renten helt eller delvis varierer med Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som kreditgiver er uden indflydelse på. Efter stk. 7 gælder det samme for andre kreditomkostninger end renten. Bestemmelsen udelukker, at en långiver uden for den regulerede kreds giver sig selv adgang til at sætte prisen op efter eget skøn.

Afvejningen mellem de to renteformer er behandlet selvstændigt i guiden om fast kontra variabel rente.

Dansk ret har ikke et selvstændigt loft over renten. Der er derimod to lofter over prisen og et forbud mod at markedsføre de dyreste aftaler. Reglerne blev indsat ved lov nr. 801 af 9. juni 2020 og trådte i kraft den 1. juli 2020. Loftene gælder ikke kreditaftaler indgået før den dato, og markedsføringsforbuddet gælder ikke handlinger begået før den.

Loftene rækker længere end til de virksomheder, der har tilladelse som forbrugslånsvirksomhed. Efter § 1, stk. 6 i lov om forbrugslånsvirksomheder finder § 11 a, stk. 1 og 6 også anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes af andre erhvervsdrivende end forbrugslånsvirksomheder eller af ikkeerhvervsdrivende. Fra 20. november 2026 nævner bestemmelsen også loftet på 100 % i § 11 b, stk. 1 (lov nr. 1322 af 20. november 2025, § 3, nr. 9).

Konsekvensen af at overskride 35-procentsloftet afhænger af, hvem der har ydet kreditten. En forbrugslånsvirksomhed med tilladelse kan efter § 11 a, stk. 3 ikke kræve højere omkostninger end svarende til en ÅOP på 35 procent og skal efter stk. 5 foretage en genberegning af aftalen. Medfører genberegningen en mindre restgæld, sker afkortningen efter stk. 4 i de ydelser, der forfalder først. En långiver uden tilladelse, og enhver anden fysisk eller juridisk person, kan efter stk. 6 kun kræve det samlede kreditbeløb tilbagebetalt, altså ingen renter og ingen omkostninger.

Overtrædelserne er sanktionerede i begge ender. Grov eller gentagen overtrædelse af § 11 a, stk. 1 eller § 11 b, stk. 1 straffes efter forbrugslånslovens § 30, stk. 2 med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Overtrædelse af markedsføringslovens § 11 a, stk. 1 straffes med bøde efter markedsføringslovens § 37, stk. 3, og Finanstilsynet kan efter forbrugslånslovens § 18, stk. 1, nr. 7 inddrage tilladelsen, hvis en virksomhed groft eller gentagne gange tilsidesætter sine pligter efter markedsføringslovens §§ 11 a eller 11 b.

Endelig giver § 11 c en ret, der sjældent omtales: en forbrugslånsvirksomhed skal efter anmodning fra en forbruger ændre en kassekredit eller en revolverende kredit, der ikke skal være fuldstændigt indfriet inden en på forhånd fastlagt dato, til en kreditaftale med afdrag. Det er en adgang til at komme ud af en gæld, der ellers kan løbe uden slutdato.

Baggrunden for reglerne og deres virkning på markedet er beskrevet i guiden om kviklån.

Oplysningerne, der skal til for at efterprøve prisen, er lovpligtige. Før aftalen skal de gives på papir eller andet varigt medium ved hjælp af formularen i kreditaftalelovens bilag 2, det standardiserede europæiske skema, jf. § 7 a, stk. 1. Selve aftalen skal efter § 8, stk. 2 klart og tydeligt angive de samme centrale tal. Gennemgangen nedenfor følger de felter.